Sara Xue

Singapores kunstpolitik og Sara Xues kunstneriske position

Den singaporeanske kunstner Sara Xues maleriske håndværk bliver et redskab og en bearbejdningsproces til at heale traumatiske erindringer. Saras intention er at give slip på polerede følelser og, efter bedste evne, ikke dømme dem. Hun skaber et malerisk, følelsesmæssigt landskab, hvor følelser flyder sammen og former helheden i værket – og dermed helheden i selvet.

Fra 2023 til 2027 har den singaporeanske stat, gennem National Arts Council og Kulturministeriet, sat fokus på billedkunstprojekter, der strategisk skal fremme kunsten som et medie til at styrke den singaporeanske sociale identitet og fællesskabsfølelse. Dette gøres gennem kunstformer, der indkredser temaer som folkelig kunst, arkitektur, natur og lokale fællesskaber, med henblik på at skabe positive fortællinger om, hvad der forener dem som nation og samfund. Derudover skal billedkunsten også bidrage til økonomisk vækst gennem kvantitative analyser, hvor kunsten reguleres til at skabe økonomisk fremgang (National Arts Council & Ministry of Culture, Community and Youth, 2023–2027).

Modsat den singaporeanske kunstpolitik er billedkunstneren Sara Xue med til at positionere kunsten mere individualistisk ved at personliggøre den helt ind i sit eget følelsesliv. Hun maler det uperfekte – det, man skjuler for offentligheden: smerten, som gør ondt, men også dens potentiale for udvikling og healing. Sara understreger, at det unikke kommer fra vores indsigt i vores egen personlige identitet – og ikke nødvendigvis fra det, vi socialiseres ind i. Da hendes atelier var i opblomstring blandt billedkunststuderende og andre kunstinteresserede, valgte Kulturministeriet alligevel ikke længere at støtte Saras atelier, fordi de vurderede, at det ikke understøttede deres kunstpolitik og ikke bidrog til samfundsrelevant billedkunst. Saras kunstneriske position mødte dermed økonomiske nederlag – ikke på grund af manglende talent, men fordi hun ikke reproducerede den kunstlogik, som kunstpolitikken klassificerede og legitimerede som samfundsrelevant (Cuadra Gallery, 2025).

Teknik
Sara lader sig inspirere af akvarelteknikker, men bruger oliefarver og terpentin til at skabe flydende bevægelse gennem hældning og laseringsteknikken. Hun fremkalder indre følelseserindringer og fragmenterer dem for at skabe kompositionen af sit indre følelsesmæssigt landskab, der tager form i drømmelignende og vandlignende skyggeformer gennem hældning af terpentin i olie-lasering. Xue eksperimenterer udelukkende med rene oliefarver – elfenbenssort, ultramarinblå og kinesisk titaniumhvid. Hun bruger sine fingre og hænder til at gnide, mærke og afsætte de første aftryk på lærredet. Derefter lader hun penslen og spartelkniv forme pastose lag. Særligt titaniumhviden får det mest fyldige og kraftige pastose lag, hvilket gør den i stand til at modstå de sorte og blålige strømninger, der opstår, når terpentin hældes over. Når Sara påfører ren terpentin på den våde, pastose lag, opløses bindemidlet, og pigmentet sættes i fri bevægelse. Hun vipper og drejer lærredet, så de sorte og blå strømme aktiveres af tyngdekraften og danner kontrollerede kapillære bevægelser, hvor oliemalingens og terpentins uforudsigelige reaktioner får lov til at bevæge sig frit. Hun venter, indtil terpentinens fordampning har gjort farvestrømmene klæbrige. Med en metalspids ridser hun i lærredet og blander kinesisk titaniumhvid med terpentin, som hun derefter drypper ud over lærredet. Til sidst hælder Sara endnu en gang terpentin, træder væk fra værket og lader det tørre i 48 timer. Denne fase sætter en ny bevægelse i gang, hvor de sorte, blålige og hvide oliefarver forskyder sig uafhængigt og skaber dynamiske og uforudsigelige reaktioner mellem de sorte, blålige og hvide olie-lag og terpentin.